fredag den 8. august 2014

Nem og hurtig nederdel



På Instagram blev jeg kontaktet af Sanne, der spurgte, om jeg ville trylle hendes fine genbrugsfund om, fra duge til nederdele. Jeg har længe villet afprøve sol-nederdelen, som er så populær, så det var et fint springbræt til at komme igang. Jeg ændrede dog mening inden jeg satte saksen i stofferne, for egentligt er jeg ikke ret vild med snittet, de der sol-nederdele har. I stedet faldt jeg over Line/Marapyttas super gode DIY til en nederdel med lining, med fine billeder af hele processen. DIY'en er til en str. 4 år, hvilket netop var, hvad jeg skulle bruge.
Det er et nemt, hurtigt, overskueligt og hyggeligt projekt, og resultatet er blevet rigtig fint. Jeg skal have lavet en del til Mille også.


 Nederdelen er med lining, der er en anelse mindre end skørtet, hvilket er en rigtig fin detalje, synes jeg. Jeg havde ikke elastik i den bredde, som DIY'en angiver, så jeg ændrede liningen til kun at have én løbegang, med en elastik på 1,5 mm. bredde. 


Nederdelene lagde jeg på med to ombuk á 1 cm, og med to stikninger. Nedenfor ses dette både på ret og vrang.


 Og endnu ét på vrangen. De overlockede kanter i sammensyningen af nederdelen, er de eneste "rå" kanter der ses, da liningen først er syet med retten på vrangen, og dernæst vendt mod retsiden, ombukket og stukket fast. Denne metode vil jeg overføre til andre projekter med lining, da det giver et rigtigt pænt resultat, også på indersiden.


Nu skal jeg på jagt efter småblomstrede metervarer til flere nederdele :-)

Go' fredag derude!