fredag den 6. december 2013

DIY - filtkurv med læderrem


For efterhånden lææænge siden viste jeg denne brødkurv frem her på bloggen, 
og lovede en DIY på den - nu kommer den, lige så man kan nå at smække en hjemmelavet julegave sammen.
Den er nem, og du skal ikke bruge ret meget (udover symaskinen) og en lille times tid (eller mindre).

Et stykke kraftig filt (mit er fra Panduro, købt i større stykker a 40 x 40 cm, 3 mm tykt)
læderrem (det køber jeg i Læderiet i Risskov - denne rem måler ca. 130 x 2 cm, og har kostet mig 30,-)
Nitter (PRYM har mange smukke nitter, men de koster også kassen - disse i messing har jeg købt i Læderiet. 100 nitter for 25,- kr. ekskl. moms)
Hultang
Hammer
God, skarp saks
Evt. rullekniv til udskæring af filt.


Min første kurv lavede jeg af et helt stykke filt, men i dette indlæg lavede jeg en mindre kurv, af et stykke rest, på ca. 24 x 21 cm. Du bestemmer helt selv, det er blot vigtigt at få hjørnerne skåret, så de er i vinkel! Jeg har brugt en rullekniv og skæremåtte med mål, hvilket er nemt, hurtigt og giver meget pæne, skarpe kanter.



Nu sætter du en markering (nål) 5-6 cm fra et af hjørnerne, til hver side. Dette bliver højden på din kurv. Sørg for, at måle ens op, ud fra alle hjørnerne, så du ikke får en skæv kurv. 


Nu folder du filten sammen, som på billedet ovenfor. Det er meningen, at markeringerne skal "mødes", så der hermed dannes et trekantet hjørne på din filtkurv. 


Herefter skal du sy ned i en lige linie, så trekanten, der er dannet ud fra hjørnet, bliver retvinklet. 
På billedet ovenfor har jeg med vinkelmåleren illustreret den linie, der skal sys efter. Sørg for at hæfte godt, og sy evt. med en jeans-nål og kraftig tråd. 


Når hjørnerne er syet sammen, klipper du det overskydende filt af, 1 cm fra sammensyningen.


Sy alle fire hjørner. Herefter kan du "gnubbe" filten i den rette form, ved at knibe hele vejen rundt langs kanten af bunden.


Så skal der sættes en læderrem i - eller flere remme, som på min første udgave.
Find midten af din kurv, og brug mindste stanser på hultangen i filten, så nitten kan komme igennem.
Lav herefter et passende hul i læderremmen, og slå nitten i (jeg bruger ingen særlig tang til formålet, men hamrer blot det bedste jeg har lært :-)).
Mål længden af remmen op på slum, klip den til, og foretag samme procedure i modsatte side af kurven.
Så er du færdig!



Læg gerne en kommentar med link, hvis du kaster dig ud i julegaveproduktionen, eller kurve til andre formål, ud fra min DIY.

God fornøjelse.

20 kommentarer:

  1. Mega fin, og det lyder jo slet ikke svært. Tak for vejledning. :-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak, Christina, og nej, den er lige til at gå til :-)

      Slet
  2. Hvor er den fin og enkel… Lige til at lave større til legetøj eller strikkegrej!

    SvarSlet
    Svar
    1. Ja, og én til haltørklæder, huer og vanter :-D Og tak :-)

      Slet
  3. Den er intet mindre en super charmerend og helt fortryllende:-) Mit hjerte smelter jo med din fine læderhank og hvor ser det bare dejligt ud, dit lækre stilleben! Solgt kære Trine og tusind tak for vejledningen, ha en rigtig dejlig uge:-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Tusind tak, Mette, din kommentar gør mig bare så glad - og ja, vi kan ret hurtigt blive enige om, at læder er et smukt, smukt materiale ;-) Ha' en god søndag!

      Slet
  4. Hvor er den sød! Og så er grå og naturfarvet læder jo til hver en tid et hit!

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak, Kristina - jeg var lige ovre hos dig, sikke en fin blog du har! Lagde lige en kommentar på indlægget om din gine ;-) Go' søndag til dig.

      Slet
  5. Den er vildt fed. Den ville være god som en lille gavekurv. Tak for vejledningen.

    SvarSlet
    Svar
    1. Tusind tak, Sine - ja, min plan var at få lavet et lille lager til værtindegavekurve, men det er druknet i alt muligt andet. Men næste uge vil jeg altså ha' det gjort! :-)

      Slet
  6. Så fin! Jeg overvejer om jeg vil kunne bruge det her som udgangspunkt for nogle lidt større kurve der kan passe ind i en IKEA Expedit reol. Hvis og såfremt osv, smider jeg gerne et link på. 😊

    SvarSlet
  7. Så fin! Jeg overvejer om jeg vil kunne bruge det her som udgangspunkt for nogle lidt større kurve der kan passe ind i en IKEA Expedit reol. Hvis og såfremt osv, smider jeg gerne et link på. 😊

    SvarSlet
  8. Denne kommentar er fjernet af forfatteren.

    SvarSlet
  9. Ja, spørg mig ikke hvorfor min kommentar kommer så mange gange! 8o)

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak for din søde kommentar - og i flertal ;-) Jeg arbejder også lidt med tanken om, at lave en større version, omend jeg tror, det kan blive et problem den ikke er så fast i det. Men måske man kunne afstive den på en måde... Det lyder godt med link, hvis det lykkes :-)
      Og god jul!

      Slet
  10. Den er virkelig fin - har straks bestilt noget filt hos Panduro, så min svigerinde kan få en pink kurv :) Hvor er det fine ophæng med "Glædelig jul 2013" fra? Det er jeg helt vild med! Kh Pia

    SvarSlet
    Svar
    1. Hej Pia, mange tak, det er jeg glad for at høre - fedt du har kastet dig ud i det :-) Ophænget er fra Virkvärftet, og kan købes her: http://virkvarftet.dk/collections/julen-2013/products/glaedelig-jul-skilt (jeg købte mit på årets Edition kunstmarked) :-)
      God jul til dig!
      Kh. Trine

      Slet
    2. Jeg skulle vist have lavet kanterne lidt højere, men min svigerinde var glad http://kreativepips.blogspot.dk/2013/12/hjemmelavede-julegaver-2.html
      kh Pia

      Slet