fredag den 25. oktober 2013

Tester Pinterest Hover Button...




Karina delte lige denne tutorial ovre på sin blog, så nu leger jeg lige lidt, og forsøger at få mit eget ikon på plads.  
Det kræver vist et upload somewhere (har aldrig helt fået kigget på det dér Picasa web album...) for brug af eget ikon, derfor dette test-indlæg :-)
Så nu skulle ovenstående lille billede dukke op på billederne, lige klar til at pinne direkte fra bloggen.
Jeg er selv på pinterest lige her.

Happy pinning - og god weekend!

onsdag den 23. oktober 2013

Prototypen...


Sådan ser det sleeve ud, jeg først havde i hovedet, inden dette kom til verden og tog førstepladsen.
Det er sjovt, som man ofte starter ud ét sted, og ender et helt andet, fordi man ændrer retning undervejs i processen.
Nå, men denne her har helt sikkert en del skæve linjer, men kombinationen af det grove, grå uld, det bløde skind og Libertys romantiske "Betsy Ann", kan jeg godt li', så jeg skal ha' lavet en udgave, der fungerer lidt bedre.
Jeg fandt inspirationen her, og faldt med det samme for den rå, overlockede kant, men jøsses, som min kant blev grim og sjusket (derfor får I heller ikke et close-up af sømmen bagpå ;-)). 




Den er syet med for, for at beskytte telefonen mod bagsiden af trykknappen.
Liberty-snoren er lavet med min nyerhvervelse - rouleau-venderen - jeg også brugte til at lave snører til min buksedragt. Jeg føler mig stadig snydt over, at det ikke er MIG, der har været i lære hos Marapytta, så man bare lige kunne fixe den slags i hånden ;-)
Jeg render ofte rundt på arbejdet med telefonen i den ene hånd, fra sted til sted, men det er altså lidt nemmere at ha' den hængende i en sovepose. 


Nu vil jeg nyde den sidste eftermiddag som AleneMor. I nat hjemkommer Michael efter en lille uge på konference i Frankrig.
Det er sjovt, som sådan nogle børn opfører sig eksemplarisk, når de voksne er i undertal (eller, det er måske bare mine unger?). I hvert fald har det faktisk være en ret hyggelig uge - men okay, så havde jeg jo også lige Verdens Bedste Svigermor på visit søndag-tirsdag, der afleverede og hentede børn, og svingede støvkosten og ordnede vasketøj, mens jeg var på arbejde Ü

- God aften til dig derude - 

tirsdag den 22. oktober 2013

Efterår og Lego-løjer

(sponsoreret indlæg)

Efteråret er kommet over os, og vi har været virusinficerede på skift de sidste fire uger, og jeg går og nyser og fryser konstant. Det må jeg få gjort noget ved, men først skal ungerne pakkes ind.
De lange ærmer i Malthes garderobe fra sidste vinter er ved at være for korte, så jeg skal i gang ved symaskinen. Jeg elsker tanken om at fylde hele skabet op med hjemmesyede herligheder, men det er bare ikke realistisk, med alt det andet jeg også gerne vil ta' mig tid til.
Så er det jo godt, man også har en passion for shopping ;-)

 Malthe er så småt begyndt at have en mening om, hvad han vil ha' på, og foretrækker selv alt med motiv af yndlingsfigurer, så vi takkede pænt ja til denne Ninjago-bluse fra LEGO Wear - og lykken var stor ved modtagelsen, så den nåede ikke engang at se vasketøjskurven inden den skulle i brug. 


Spinjitzu på sansegyngen stillede store krav til fotografen, der ikke helt formåede at knipse et knivskarpt øjeblik. Malthe magtede "kun" at stå model til 28 billeder, og ud af disse levede kun to op til udvælgelseskriterierne - knægten stormede jo rundt i 5. gear. 


Jeg er vild med den afdæmpede grå farve, op mod den lime-friske grønne farve, og så er det altså fedt at finde tøj frem, som en fire-årig glad og gerne flår sit nattøj af, for at få på. Kvaliteten af stoffet lader til at være rigtig god - det blødeste bløde, og ikke for tynde, jersey. Jeg er ikke ret glad for tyndt jersey, der lynhurtigt får små huller de mærkeligste steder.
Blusen er blevet vasket to gange allerede, men det ses ikke. Det kan jeg altså godt li'! 
Den og andre udgaver kan fåes lige her, hvor der også er noget til Star Wars- eller Chima-fans :-)


Og så var der en ekstra lille ting med i pakken - dette mini-græskar, som nu udgør vores primære halloween-pynt ;-)


- God tirsdag til dig -


lørdag den 19. oktober 2013

DIY - sleeve i filt og læder




Here goes!
DIY på det sleeve jeg viste frem i indlægget her :-)
Den er lavet i hastværk, så skriv endeligt i en kommentar, hvis jeg vrøvler undervejs!
Og så har jeg lovet mig selv fremover at fotografere noget mere undervejs ved symaskinen, så jeg kan slippe for at bruge oceaner af tid på tegnerier ;-)
Go' fornøjelse!









Go' weekend derude!

fredag den 18. oktober 2013

Mere filt og skind...

Tidligere har jeg vist denne frem på Instagram, men først nu er der tid til bloggen.
Jeg er alene med ungerne her i ferien, i dagtimerne, men fra i morgen tidligt bliver det fuldtids-alenemor, indtil onsdag, hvor Michael returnerer fra Frankrig.
Så altså, blogtid er der ikke megen af, men til gengæld står den på hygge og besøg af svigermor og egne forældre. 

Tilbage til denne filtsag - en mobil/kreditkort-sleeve. 
Ofte smutter jeg ud af døren med kun telefon og kørekort/Dankort i lommen, og hertil er denne super.
Den er lavet af filt fra Panduro, 3 mm tykt, syet med kraftig jeans-tråd og tilsat lomme i handskeskind. Der var ikke nok skind til hanken, så den blev forlænget med pudderfarvet grosgrainbånd.






Jeg lavede også en udgave med sort skind, som blev brugt til gave - den blev heldigvis taget godt imod.
Fremgangsmåde til sleeve kommer på bloggen i morgen, men nu står den på aftensmad!

God aften til dig!


torsdag den 10. oktober 2013

Til mig!

Vildt!
Jeg har syet noget - til mig selv, altså. Som jeg er blevet glad for. Endnu vildere!
Mørkeblå Fernanda-buksedragt med laksefarvede rib-detaljer, og guldknap i nakken.
Der er et par fodfejl hist og pist (halsbelægningen blev ikke super pæn, og linningens stikninger ligner fodspor fra en beruset myre, men det kan jeg leve med), men ellers er jeg ret godt tilfreds. 
Der skal i hvert fald laves flere!
Og nu hvor overlockeren er i hus, satser jeg på, det kan gå endnu hurtigere med sådan en sag. 





Den skønne, lakse-lyserøde rib er fra Stof og Stil, og det mørkeblå isoli er fra Stof2000. Sidstnævnte er simpelthen så lækker kvalitet. Der er ingen forskel på ret og vrang (hvilket dog fik opsprætteren på overarbejde, da jeg igen og igen syede vrang-mod-vrang det ene sted og efterfølgende ret-mod-ret i en anden søm, ARGH!), og tyndere end typisk joggingstof - og så fik jeg 3,5 meter til kun 130,- kr., da der var en mørk plet på midten af stykket (det sidste på rullen). Det lykkedes mig dog at klippe udenom, så nu overvejer jeg en bluse af resterne.
Og så har jeg nu erhvervet mig en rouleau-vender, så jeg ku' lave fine snører i rib som bælte - den har allerede været i brug til nogle andre projekter, og jeg fatter ikke, hvordan jeg har kunnet klare mig uden sådan én i sykassen!

Har du også afprøvet Fernanda-mønstret, og hvad synes du?

tirsdag den 8. oktober 2013

Finders Keepers...

 Hvad jeg forelskede mig i på weekendens marked...

Vanvittigt smukt (og udsolgt -.-) print fra no. 17


Super sød taske fra lovehate (og lige så sød Hanging Planter i forgrunden!)



Smykker fra samme lovehate...


Sød og sjov bluse fra BestBehaviour


Fede statementsmykker i læder...


Mere lækker taske!




 Og hvad jeg købte med hjem, foruden guldfisken fra WhatWeDo og kobberophæng fra DecoVilla
Yndig halskæde i den smukkeste æske fra lovehate...



...Og lidt mere rå halskæde fra SILLEKNOTTE. Jeg er vild med kernelæder, og denne vil pimpe en mørkeblå hverdagssweater op i efteråret!


Det var det!
Men jeg ku' ha' købt langt mere. Der må noteres noget på ønskesedlen de næste par dage :-)

- God tirsdag - 

mandag den 7. oktober 2013

Byttehandel og andre glæder...

På instagram spottede Malene min byttehandel (den med ravneprintet) med Frk. Hansen,
og det førte hurtigt til den næste.
 Dermed fik jeg fingre i Malenes fede, hjemmelavede betonstager med kobberfarvet bund.
Iiih, hvor jeg synes de pynter!



Bag dem spotter man ét af mine køb fra weekendens Finders Keepers - en guldfisk, trykt på en træplade med en anelse bjerglandskab - et såkaldt Faunascape Krydsfinerprint fra WhatWeDo. Jeg synes den er sjov, og et lidt pudsigt indslag i et stilleben. 
Det var ikke det eneste jeg kom hjem med, men mere om det i et indlæg for sig.
Først skal jeg nyde en spontan feriedag hjemme, hvor jeg skal lære mit allernyeste legetøj at kende - en overlocker!


 Simpelthen! Nu er vognparken udvidet med en Huskylock s15, så indtil videre er Bernina 800DL streget fra ønskelisten. Mindre må kunne gøre det.

Mon din mandag byder på lignende godhed? ;-)

onsdag den 2. oktober 2013

Brødkurv...

Inspireret af Sne Designs smukke, smukke opbevaringskurve (her burde jeg virkeligt ikke linke, for det får min kurv til at falme gevaldigt), kom denne brødkurv (eller altmuligtkurv) til verden.

Lavet af et stykke filt fra Panduro til ca. 22,- kr (på tilbud), lidt læderrester fra en rem, og et par nitter fra lageret. 
Sår'n! 
Billigere og nemmere bliver det ikke.




Jeg elsker den grå filt op mod kernelæderet, og jeg skal helt sikkert have lavet flere - der kommer nok en DIY i næste uge. Og til dén pris kan man jo lave en hel stak og benytte som gavekurve, hvis man mangler sådan nogle. 
Eller julegaver... Ha, dér sagde jeg det igen ;-)

- God aften til dig -